Bhutan
rejsen mod lykken

Mange skillevægge er lavet af lange flettet bambusrør. Man bruger traditionelt en kniv til at flække bambussen, men man kan også stille bambusrørene ud midt på vejen og vente på en bil kører over dem, som vi oplevede det her.

De to brødre vi sov hos viser tegn på et hårdt liv her, men deres venlighed og åbenhed var uovertruffen.

Bueskydning er Bhutans nationalsport.

På vejen op af de utallige trapper der fører til det berømte tempel “Tigers Nest”, mødte vi denne dreng med et læs brænde på ryggen. Når man selv sveder på trapperne, kan man ikke lade være med at undre sig over hvordan materialerne til at bygge templet er kommet op af skråningen. Det er noget af en bedrift.

Der løber kun en vej fra vest til øst i Bhutan. Vejen snor sig i gennem bjergene og er tit udsat for jordskred. Her ser vi to kvinder, der fejer vejen efter et jordskred er ryddet.

Kvinden med det fantastiske ansigt sidder udenfor et lille tempel i udkanten af Bumthang.

De fire unge munke var vores venner i Jakar Dzong. De viste os hvor langt et smil kan række på trods af de hårde vilkår, som de lever under.

Flerkoneri er ikke så udbredt som det har været i Bhutan. Manden her ses sammen med hans i alt tre koner og et af hans i alt ni børn. Ole Bendtzen, programmets vært og tilrettelægger, står helt til venstre og Egil Dennerline, fotograf og tilrettelægger, står til højre med kameraet. Man kan også finde kvinder med flere mænd, men det er ikke helt så udbredt.

I et tempel i hovedstaden Thimphu lærer en ung munk at tegne skyer. Templet er også en kunstskole.

Der er ikke meget lys i templerne og arbejdet kræver præcision.

Aber er et almindeligt syn i Bhutan. Templerne ligger tit hus til hele abe familier.

Bhutanserne er meget gæstfrie og imødekommende, hvilket er fantastisk for en fotograf.

Cyklen stod ved vejkanten og bidrager på sin egen måde til den spektakulære udsigt. Cyklen stod langt væk fra nærmeste by og man kan undre sig over hvor dens ejer er blevet af. Cyklen er i øvrigt ikke låst. Det behøves man ikke i Bhutan, hvor man tror på karma, og tyveri er derfor nærmest utænkeligt.

Vægmaleriet er malet af et filmhold, der havde brugt det i en scene til en af Bhutans mest kendte film "The Cup" (1999). Nu lægger bhutanserne offergaver ved maleriet.

Børnene på denne skole fik bl.a. en roligan hat i gave. Hatten lignede med dets horn en maske, der bruges i en traditionel maskedans. Hatten blev derfor hurtigt brugt i en opvisning af maskedansen.

Børnene skiftes til at danse for os iført den roligan hat de havde modtaget i gave.

Denne mand mødte vi med hans ko på en bjergskråning. Han var 81 år gammel. Her ses han sammen med Ole, filmens vært.

Punakha Dzong – Navnet betyder ”palads af stor lyksalighed og idyl”. Bygget i 1637-38.

Punakha Dzong – Navnet betyder ”palads af stor lyksalighed og idyl”. Bygget i 1637-38.

Punakha Dzong – Navnet betyder ”palads af stor lyksalighed og idyl”. Bygget i 1637-38.

Bedeflag ser man alle vegne. De hænger på hoteller, i byerne, på templerne og ude midt i skovene. Her ses vores guide, Lhawang, i et hav af flag mens han kigger ud over en bjergtop uden for Punakha.

En ung pige sælger æbler ved vejkanten ved grænsen mellem Wangdue og Punakha. Amterne har klare grænser med vagt og bom. For at køre i gennem Bhutan, skal man registrere sin rute og man får ikke lov til at passere, hvis ikke man har et sted at sove på den anden side af bommen.

Flere bedeflag.

Det kunne godt trække noget opmærksomhed, når man går rundt med et stort kamera.

Børn som voksne var vilde med at se sig selv i kameraets monitor. Her viser Ole nogle optagelser af børnene. På den måde fik vi lov til at filme.

Flere børn der vil fotograferes.

Bhutanesiske børn I hovedstaden Thimphu.

Den Nationale Stupa (Dodrul Chorten) i Thimphu

Et vejkryds i hovedstaden Thimphu. Historien fortæller, at manden her blev byttet ud med en lyskurv, men så begyndte folk at klage. Det var for upersonligt, sagde de, og snart var trafikbetjenten tilbage igen.

Hvert eneste vindue, hver eneste dørkarm er som en billederamme.

Den unge munk lytter ikke til noget, men har lånt hovedtelefonerne for at forestille sig den musik der kunne strømme gennem dem.

Den unge munk lytter til menneskemyldret gennem kameraets mikrofon.

Drengene her er på vej hjem fra skole. De går i nationaldragten (gho for mænd, kira for kvinder) som alle går i, på arbejde og i skole. Den ene går også med et badge med et billede af Bhutanesernes højtelskede konge. Badges og portrætter af kongen ses alle vegne.

Børn kalder til bøn på en kreativ skole.

Pause.

Bhutans parlament. Indtil foråret 2010 var Bhutan et monarki og kongen har stadig kontor i parlamentet, der også ligger hus til Buddhisternes hovedtempel.

Takin, som den kaldes, er Bhutans nationaldyr. Ifølge legenden, spiste Lama Drukpa Kunley (”The divine madman”) en ko og en ged, som en ofring for at han skulle vise Bhutaneserne et mirakel. Da han var færdig med at spise, bøvsede han, og kom til at sætte gedens hoved på koens krop. Så knipsede han med fingrene og dyret blev bragt til live.

I dette populære dartspil, står holdne ca. 20 meter fra hinanden og skylder efter denne lille skive.